Nyheder

Har vi behov for en ægtepagt?

Hvis I kan svare ja til ét eller flere af følgende punkter, kan I have behov for en ægtepagt:

  • - Den ene af jer eller jer begge driver virksomhed
  • - I ønsker, at jeres pensioner skal deles ved skilsmisse
  • - Den ene af jer eller jer begge har børn fra tidligere forhold (særbørn)
  • - Den ene af jer har stor gæld
  • - Den ene af jer eller jer begge har modtaget en erstatningssum eller arv
  • - Der er stor forskel på størrelsen af jeres formuer
  • - I ønsker generelt ikke at dele jeres formuer i tilfælde af skilsmisse

Hvad er en ægtepagt, og hvad betyder det, hvis vi ikke har lavet en ægtepagt?

En ægtepagt er en formbunden aftale om ægtefællers formueforhold. En ægtepagt skal tinglyses for at være gyldig. Hvis I som ægtefæller ikke har lavet en ægtepagt, er der almindeligt fælleseje i jeres ægteskab. Det betyder, at I som udgangspunkt skal dele jeres formuer i tilfælde af skilsmisse eller død. En meget stor – og ofte overset – undtagelse hertil er pensioner. Her er udgangspunktet nemlig det modsatte, altså at alle rimelige pensioner ikke skal deles med ægtefællen i tilfælde af skilsmisse. 

Hvad gør vi så i forhold til vores pensioner?

Hvis der er stor forskel på jeres pensionsopsparinger, og I ønsker at ligedele jeres pensioner, er I nødsaget til at få oprettet en ægtepagt. Advokat Eva Østerlund oplever, at mange ægtefæller ikke er klar over dette, og at det oftest er hustruen, der sparer mindst op til pension pga. barsel, deltidsbeskæftigelse, eller fordi hun er hjemmegående. Herved bliver hustruen stillet dårligere i tilfælde af skilsmisse og senere alderdom.
Advokat Eva Østerlund gør dog opmærksom på, at det ikke er alle pensioner, der kan ligedeles, og at det derfor er vigtigt, at I rådfører jer med hende eller en anden familieretsadvokat, når ægtepagten skal oprettes. 

Hvorfor kan en ægtepagt være en løsning, hvis den ene af os driver virksomhed?

Som alle andre aktiver i jeres ægteskab, indgår virksomheden i fællesejet og skal derfor deles i tilfælde af skilsmisse. Vores familieretsadvokat Eva Østerlund fortæller, at hun desværre ofte har oplevet, at det har den konsekvens, at der må anvendes store summer på værdiansættelse af virksomheden, ligesom det kan være nødvendigt at opløse et ejerskab og derefter sælge virksomheden. Advokat Eva Østerlund anbefaler derfor, at det ved oprettelse af en ægtepagt sikres, at virksomheden gøres til særeje, så der ikke skal ske deling ved skilsmisse. En værdiansættelse af virksomheden bliver derfor sjældent nødvendig, ligesom et salg kan undgås. 

Hvorfor har børn fra tidligere samliv betydning for vores formueforhold?

Der er ikke mulighed for at sidde i uskiftet bo med særbørn, og disse skal således have deres arv udbetalt straks efter forælderens død. I kombination med et testamente kan I ved hjælp af en ægtepagt sikre den længstlevende af jer i videst muligt omfang ved at bestemme, at der skal betales mindst muligt i arv til eventuelle særbørn. Særbørnene kan i stedet tilgodeses, når den længstlevende dør.  

Hvad er problemet, hvis den ene har stor gæld?

Hvis den ene af jer har en positiv formue, mens den anden har negativ formue, kan det få store økonomiske konsekvenser, hvis ægtefællen med negativ formue dør først, idet kreditorerne (indirekte) kan søge sig fyldestgjort i den velhavendes ægtefælles formue. Advokat Eva Østerlund forklarer, at dette kan afhjælpes med en ægtepagt om kombinationssæreje. Hvis den velhavende ægtefælle dør først, vil I med en ægtepagt kombineret med et personligt arveafkald fra den forgældede ægtefælle kunne minimere de midler, der tilfalder kreditorerne og i stedet tilgodese eventuelle børn.

Skal erstatningssummer og arv også deles med ægtefællen?

Advokat Eva Østerlund oplever ofte, at mange ægtefæller har en fejlagtig opfattelse af, at arv fra f.eks. forældre ikke skal deles med ægtefællen i tilfælde af skilsmisse. Dette er ikke korrekt. Hvis arven skal holdes uden for delingen, skal der oprettes en ægtepagt om særeje. Eva Østerlund forklarer, at en sådan ægtepagt f.eks. kan være en fordel, hvis arven består i et aktiv, som den ene ægtefælle arver i sameje med sine øvrige søskende, f.eks. et sommerhus. Ved at oprette ægtepagt om særeje, undgår I derved, at samejet skal opløses og aktivet skal sælges. Hvis den ene af jer har modtaget en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, er det nødvendigt at oprette en ægtepagt om særeje, hvis erstatningen skal holdes uden for ligedelingen mellem jer i tilfælde af skilsmisse. Ménerstatning og erhvervsevnetabserstatningen kan holdes uden for fællesejet/ligedelingen ved en skilsmisse, men renter, udbytte og værdistigninger af erstatningen skal deles, f.eks. værdistigning på fast ejendom eller aktier erhvervet for erstatningen, medmindre der laves en ægtepagt.

Kontakt Brockstedt-Kaalund

Kontakt en af vores advokater i familieretsteamet ved Brockstedt-Kaalund for at høre nærmere om jeres eventuelle behov for en ægtepagt.

Advokat Eva Østerlund                                              E:eos@bklaw.dk eller T: 69 13 71 14
Advokat Marie Rud Hansen                                      E:mrh@bklaw.dk eller T: 6913 7164
Advokat Karen Marie Jespersen                               E:kmj@bklaw.dk eller T: 6913 7119
Advokatfuldmægtig Emma Hertel Theilmann     E:eht@bklaw.dk eller T: 6913 7147

 

 

 

 

 

Icons made by SimpleIcon from www.flaticon.com is licensed by CC 3.0 BY
Icons made by Eleonor Wang from www.flaticon.com is licensed by CC 3.0 BY
Din direkte vej til ny juridisk viden – tryk her!
Ny viden og gode råd fra vores advokater

Tilmeld dig Brockstedt-Kaalunds nyhedsservice og modtag ny viden og GRATIS råd i forbindelse med forskellige juridiske problemstillinger inden for dit interesseområde; privat eller erhverv. Vi sender dig e-mails, når der er aktuelle nyheder, som kan være relevante for dig.

Din direkte vej til ny juridisk viden – tryk her!