Børne- og Socialministeriet har netop udpeget advokat Marie Rud Hansen ved Brockstedt-Kaalund til at være en af de få advokater i Danmark, som ministeriet anbefaler i sager om internationale børnebortførelser.
Børne- og Socialministeriet har udpeget et antal advokater, som ministeriet anbefaler i sager om børnebortførelse. Advokaterne udpeges efter nogle bestemte kriterier, bl.a. indgående kendskab til familieret og procedureerfaring.
Specialist i familie- og arveret
Advokat Marie Rud Hansen er født og opvokset i Silkeborg, og siden 2013 har hun arbejdet som familie- og arveretsadvokat ved Brockstedt-Kaalund. Hun har tidligere været ansat i Justitsministeriet og har i sin studietid undervist i familie- og arveret på Aarhus Universitet.
Marie Rud Hansen beskæftiger sig primært med sager vedrørende separation og skilsmisse, bidrag, bodeling, forældremyndighed, bopæl, samvær og deleordninger, børnebortførelser, ugifte samlevende, samlivsophævelse, værgemål, skifte af dødsbo, fondsret samt udarbejdelse af testamenter og ægtepagter. Derudover har Marie et indgående kendskab til fonde og fondsretten og fungerer som rådgiver for fondsbestyrelser.
”I børnesager er det som advokat yderst vigtigt, at man medvirker til at nedtrappe konflikten mellem forældrene – i stedet for at optrappe den. Det er børnene, det går allermest udover, når forældrene er i konflikt, og for mig handler det om at beskytte børnene bedst muligt. En af mine fornemmeste opgaver er derfor at bygge bro mellem forældrene”, siger Marie Rud Hansen.
Den fulde pakke indenfor familieret
”Med Maries ekspertviden inden for internationale børnebortførelser kan vi ved Brockstedt-Kaalund tilbyde den fulde pakke af specialiseret rådgivning inden for familieret”, siger Karen Marie Jespersen, der er familieretsadvokat og partner ved Brockstedt-Kaalund.